OPVARMNINGER

skitser


#6

Lix 26 / estimeret læsetid: 3 min.

Kæreste elskede min,

Så blev det søndag og jeg som troede at vi begge ønskede at hvile os, men jeg tog fejl. Vi længes i den grad efter at høre fra hinanden. Måske det giver mening om søndagen, at længslen intensiveres? Det er på denne dag at man ingenting gør, ingen planer har, keder sig. Jeg keder mig tit på søndagen. Kan mærke at ugen ligger for tæt på, men at jeg ikke føler mig helt frisk. Samtidig oplever jeg at hvis jeg får kedet mig nok, så kommer de nye tanker, dem der lå et sted i det indre mørke - jeg ved det, jeg siger ikke så meget nyt i øjeblikket.

Jeg har så længe jeg husker det følt mig bange for trætheden, fordi den altid kom med store omkostninger. Så så jeg fjernsyn eller noget andet, liggende, for at komme mig. Men det er også lidt kedeligt i længden. Min fantasi går igang. Finder på ting jeg ikke har så meget energi til, og så har vi konfliken.


Det er blevet lidt nemmere med årene. Særligt vores bekendtskab bringer mange helende stunder, små paradigmeskift der gør at jeg kan se og mærke min krop fra nye vinkler. Nogle ting gør ikke længere så ondt, men så er der andre.

Jeg ved ikke rigtigt om der er et mønster. Jeg tror det ikke. Så når kedsomheden indtager mig, på samme måde som du betager mig, forsøger jeg at lægge uroen bag mig, trække vejret og mærke det hele. Uroen. Før lysten til alle mulige anstrengende øvelser indfinder sig og forgriber sig på den lille energi jeg har tilbage.

I dag har S lavet den italienske kødbollefars, som jeg instruerede hende, mens jeg øvede mig på svenske ord og svensk grammatik. Jeg kan godt lide at lære et nyt sprog og må så sandelig det er muligt begynde at tale det også. Så jeg snart kan få et arbejde.

Du, om morgenen, så er du den første jeg tænker på. Nogle gange så meget at jeg må holde fast i sengekanten for ikke at falde ned. Som regel lægger jeg mig ind i stuen, klokken er jo kun halv seks eller noget, og her begynder jeg at fantasere om at du ligger ved min side. At vi snildt kan række ud efter hinanden. Røre ved den anden.

Hver morgen rør jeg så i stedet for ved mig selv. Selvom der ikke er super meget jouissance i øjeblikket, så ligger der en dvælen energi og venter på at jeg får den vækket. De følelser de bringer frem, er blide og inderlige og længes efter at blive kærtegnet med en isterning. Jeg forstår ikke denne isterning andet end at den stimulerer det hede og det fugtige indeni i mig. Tanker om dig.

Om halv anden time skal jeg møde E og H i skrivegruppen. Jeg skrev en kort dialog som jeg gar sendt til dem. Den handler om at vente, på en stol. Om absurdejteter og andre ikke synderligt provokerende tanker. Men det er sådan det er at være mig i øjeblikket, ingenting synderligt fascinerende dukker op, så mit liv føles lidt som at side i et venterum. Jeg venter til noget dukker op. Men hvad det er der skal dukke op ved jeg ikke. I månedsvis har jeg taget så mange initiativer og arbejdet så meget på ansøgning efter ansøgning uden at noget er kommet ud af det. Jeg tror jeg er gået lidt kold.
Det skrev jeg lidt om, om det at kede sig og at drille andre bare fordi man ikke har andet at gøre. Og du er den første jeg tænker på når jeg har brug for at drille nogen, kysse nogen, kæle for nogen, røre ved nogen, tale med nogen, lytte til nogen.


Jeg savner stadig og til mine dages ende at lære dig (endnu) mere at kende.


Din Camilla

PS ikke-redigeret

#5

Lix 29/ estimeret læsetid: 1 min.

Opvarmninger bør indebære at skrive præcis det ordene vil. At være åben og umiskendeligt nysgerrig overfor den retning de ønsker. Jeg ved sjældent på forhånd hvor det ender. Det jeg sætter mig for er ikke der jeg lander. Ordene, de ved hvad de vil. Det jeg skal er at rede dem ud.

Jeg håber ved at skrive i blot ti minutter, at kunne indkredse et sted i mit sind. At finde det emne der formår at fastholde inspiration. Om det er kreativ spænding eller forløsning, er stadig uklart.

Det er muligt, at det ikke er muligt. At det at finde balance er umuligt. Som at træde i den samme flod to gange. At det anede er selve drivkraften.

Hempler, for eksempel, befinder sig i en kropslig vibration jeg kun kan drømme om. Et slags afslappet nærvær. Som kun en krop, der ikke har følt kronisk smerte eller har været udsat for overgreb, føles. Jeg fornemmer i hans stemme og lyd en oplevelse af tryghed der får mig til at mindes dig.

#4

Lix 35 / Estimeret læsetid: 2 min.

Det er således at når der udenfor høres løbende skridt, regndråber på ruden, mens den ene vidunderlige forlæser efter den anden deler ud af sin viden, så begynder det at gibbe i den del af halsen, tæt ved kravebenet. Det bløde punkt hvor klumpen der ikke er til at synke, enten ved halsbetændelse eller ved stærk emotionel overvældelse, begynder at kvæle en. Der kan også spille andre faktorer ind, men følelsesmæssig indvikling er en af de indre kendetegn.

Det her, at skrive på tid, er en fantastisk øvelse i improvisation, tillid, overskud og at gå med sin intuitiin. At følge en stemme jeg ikke kender og som altid fremstår frisk og ny, som altid er klar til at bringe ordene nye steder hen, med meninger jeg ikke altid selv kan gennemskue, er som at være på en vidunderlig rejse.

Men tilbage til fødderne, det er helt sikkert gummisko af en art, der løber på gaden nedenfor, min nye lejlighed, som jeg elsker og som jeg flyttede rigtigt ind i den 3 marts i år. Her bor jeg nu. Med udsigt udover tage og en parkeringsplads der efter sigende snart bliver til endnu en byggeplads. Med måger og duer og andre kærlighedskurrende fluer, der sætter sine små fodaftryk på ruden. Gule og slimede. Men som vidner om varmere himmelstrøg og blå himle.

Du siger det har taget længe om at komme hertil. Det siger jeg ikke. Jeg siger, det har taget fucking længe at komme til. Hvor længe mon du egentlig ventede før jeg så det, muligheden for overenskomst? Ikke den politiske eller den økonomiske, den menneskelige? I al fald to år. Jeg tror måske længere. Jeg husker glimtvise minder af overraskende indsigter jeg ikke turde stole på. Hensigter der viser at du har stået derovre på den anden side af vejen, forklædt i omgivelserne, stolt og ikke det mindste forlegen, og kaldt mig på et sprog jeg endnu ikke kendte.

Hvis du vidste hvor bankende et hjerte det giver mig at kende til din tålmodighed. Din evne til ikke at blande dig i min proces, hverken som kunstner eller menneske. Du har givet mig den største gave det er muligt at give et andet menneske, og hvis jeg bare i en brøkdel af et sekund kan give det til den lille og følsomme person hvis fødder jeg hører løbe på gaden nedenfor er jeg lykkedes med det jeg kom her for.

#3

Lix 27 / Estimeret læsetid: 2 min.

Det var det min hensigt havde været. Siden den første dag. Sådan fornemmede jeg det, at lade ham vide, at jeg er følelsesmæssigt selvstændig, at jeg forstår at holde styr på mit sjit, at jeg kan klare mit liv, at han ikke skal opføre sig, være på, en bestemt måde, bare så det passer ind i mit kram. Ham som han er, i de øjeblikke hvor jeg føler den tiltrækning mellem os, så er der ikke andre end ham jeg ønsker at dele mit liv med. Dele mine tanker med. Dele min krop med. Så vågner alle mine sanser, danser for ham så hans ikke kan lade være med at danse med, hvilket gør at han straks går i køkkenet for at kokkerere, noget dejligt, en beuf bernaise måske, mens jeg åbner vinen. Det er jo set.

Der er ingenting i mit liv, jeg ønsker mere end at fritstille mennesker omkring mig, udover at fritstille mig selv. Det ville kun skabe balance. Røvhullerne ville alligevel forsvinde og de nærende og kreative udvekslinger ville blive. Og er det ikke lige gyldigt, for uanset hvad, ville jeg have det fint og være glad for mig, indeni mig, udenpå mig. Sammen med dig og foruden dig. De sidste uger har vist mig dette.

At føle sig friere. Det bringer mig til det sted som jeg gerne vil dele med dig. For på den der vilde og sanselige måde tildelt os, er du den i verden som jeg helst ser mig dele mine glæder med, mine kreative eksplosioner, og ekskursioner ind i mørket med. Det tilgængelige, men i høj grad det mindre tilgængelige.

Det er dig der springer i øjnene hver gang.

Hver morgen når jeg åbner dem efter en af de der dage hvor jeg i projektionens greb har måtte skære dig fra, for, for en stund at være foruden dig, for at finde mig, griber jeg efter tastaturet for at mærke dig, for at lade dig, mærke mig. Det er som om at det der tidligere var en forventningens illusion, nu er blevet til en forventelig kreation. Altså ikke noget der handler om ikke at kunne lide sit lig (ups, en tastefejl kan få seriøse konsekvenser, der skulle stå

liv) og sig selv, men som handler om at skabe noget mere og noget større ud af sig selv. Med hinanden.

#2

Lix 27 / Estimeret læsetid: 3 min.

DELta’ stod der på døren - min private flodudmunding - hvor jeg gemmer mine ideer, mine billeder, samt de små vignetter af lyd som jeg hører på vej igennem byen når jeg cykler, går eller løber. Samler sammen. Eller når jeg sidder ved stranden og ser ud over havet. Lytter til bølgerne, lægger dem i skabet. Når jeg kommer hjem.
Jeg har en nøgle som jeg kan låse det af med, så de ikke slipper ud, løber om hjørner med mig, eller drikker sig fuld - kun jeg kan komme ind. Men nøglen er gået tabt. Jeg ved ikke hvor jeg skal lede. Det er som om nøglen er væk. Som bogstaverne i et gækkebrev, gæk gæk gæk.

Jeg ser ind i spejlet på badeværelset og jegburde være ked af det. Jeg burde græde. For hele mit arkiv, mit indre skuffedarium, som jeg har delt op i farver, tal og bogstaver, er utilgængeligt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal finde rundt, min disciplin er blevet til saftevand, der for at dele saft med vand, løber ud igennem sien. Jeg vil så gerne give dig det du vil have eller det du ønsker. Men det hele løber ligesom ud i sand.

Mine tanker cirkler om det nærværende. Det jeg ikke altid klarer at være nærværende, nyheder fra dagens aviser. De er vigtige. Du ved det. Stadsgartner til byen, hjemsendelse af mødrene og deres børn, Gaza og to delfiner der har fundet sammen - er blevet til en lille familie.

Jeg begynder at grine mens X-traktoren kører inde i stuen. To unge drenge med en skøn rytme og energi, skruer op, for den indre strøm, drejer rundt og for et øjeblik udlever jeg min egen usagte drøm. Den der hver nat hjemsøger mig og truer mig med min undergang. Hvordan skal det gå mig når jeg ingen ideer har, ingen kudus eller mod, ingen tanker om at stå frem?

17 andre debutanter, eller 50 står lige straks frem, i den kommende weekends aviser, fortæller om deres ord, tror på det de skriver, tror på det de kan. Deler det på nettet, er kreative, viser det de kan. Hvad er det egentlig der skal til for at jeg kan lade denne hæmmede side vokse frem? Så den ikke bare bliver fjernere og fjernere des hårdere jeg øver mig. Des mere nødvendigt det er at jeg taler, des lavere bliver min stemme. Des mere lydløs, og lammet, bliver den. Bliver jeg. Des mere usynlig føler jeg mig.
Jeg husker på arret, på den højre side af min mave, lidt nede, der vidner om en blindtarmsoperation for snart ganske længe siden, der viste sig ikke at være betændt, men for en sikkerheds skyld skar man det hele væk. Jeg husker på tankerne der kredsede sig om det manglende, der nu aldrig vil komme til at vise mig, hvad eller hvilke mål den havde, havde den fået lov at være der, og stille og roligt, vokse sig frem.
Jeg ser i spejlet at mine øjne græder. Og tænker at jeg godtforstår godt hvis du tvivler på min oprigtighed. På den kæmpestore forventning om en alternativ virkelighed. Jeg lever i en parallel verden, i tanken om tingen, om dig i tingen. Om tingen i sig selv, udenfor og foruden mig.Jeg mærker det ikke men siger for mig selv ordet tårer og rører ved vandet. Først der kan jeg mærke følelsen, som om kun ordet kan gøre det virkelige, det sansede, virkeligere.

#1

Lix 32 / Estimeret læsetid: 2 min.

Musikken flyder. Der er ikke noget bedre. End musik. Der flyder. Som støv igennem luften lægger den sig på alle flader og hvirvler derefter videre, til de indre flader. Selvom der er langt mellem støv og fløde tænker jeg på hvordan fløde lægger sig sombomuld omkring hjertet, på en måde der skal føles tryg, men som så alligevel efterlader en med en slags advarsel. Bomuld som i fedt omkring hjertet kan vel næppe være trygt?

Støv derimod, for en allergiker kan mærmest føles ildevarslende. Alligevel er det de billeder jeg giver videre når jeg beskriver hvordan musikken flyder, lægger sig som havsalt, seaweed, hvad hvad hedder det på dansk.? Seaweed seaweed seaweed... skarn? Skam? Skændsel? Skamme? Skærme? Skynde? Samle? Sande? Sandt, sand, småsten, strand, slot, sandslot, seaweed, seaweed, hvor er du dog, det danske ord? Hvor er du flygtet hen? Som seaweed bevæger sig i havet, bevæger tonerne sig i rummet ind og ud af porerne i min krop.

Den flyder, som seaweed, som seaweed, som seaweed.

Jeg skynder mig videre. For ikke at hænge fasti den infiltrerede infiltration af glemsel i min hukommelse, hvor der omkring det engelske ord seaweed har lagt sig et mørke, der skræmmer mig. Sander jeg, at ord der har været i min hukommelsestaske lige så længe jeg har levet nu er forsvundet og det danske sprog, mit danske sprog for evigt er inficeret, med erstatningsord fra det engelske der dig redder min røv? I mangel af bedre.

Toner toner toner selvom i ikke er fysiske så rører i mig på en måde der gør at min krop reagerer med gåsehud som også seaweed ville gøre det hvis jeg bevægede mig i vandet og uden at vide det pludselig støder på jer, langtvådtgræs derstryger mig omkring benene - TANG. Åh tang. Du er kommet tilbage. Jeg søgte dig og søgte dig men du var forsvundet ind i et andet lands etymologyi. Jeg længtes sådan efter dig. Associerede så vidt og bredt jeg kunne, alligevel forblev du borte, indtil det øjeblik hvor jeg beskrev dig på den mest intime og sanselige måde, da kom du igen frem fra gemmerne.

We use cookies to improve your experience and to help us understand how you use our site. Please refer to our cookie notice and privacy policy for more information regarding cookies and other third-party tracking that may be enabled.

© 2021 Camilla Howalt

Facebook icon
Instagram icon
Website icon
Email icon
LinkedIn icon
Created with
Mailchimp Freddie Badge